Vælg den sikre kurs for Vesthimmerland
Vælg den sikre kurs for Vesthimmerland
Den 21. november har vælgerne i Vesthimmerlands Kommune et vigtigt valg: Skal vi fastholde den sikre kurs, der har præget kommunen de seneste 8 år – eller skal vi overlade roret til en ny politisk ledelse, som endnu mangler at bevise, at de kan omsætte ord til praktisk handling?
Da jeg satte mig i borgmesterstolen første gang i januar 2010, var Vesthimmerlands Kommune under administration med en økonomi, der hang i laser. Allerede årets efter var vi, takket være stram økonomisk styring, igen herre i eget hus, og i dag har kommunen en kassebeholdning på 102 mio. kroner.
Den udvikling er ikke sket tilfældigt. Den er resultatet af en god sammenhængskraft i byrådet, der under min ledelse fik udstukket en politisk kurs, der satte os i stand til at investere i udvikling af hele Vesthimmerlands Kommune. Og der er virkelig blevet udviklet meget – på trods af, at vi i årene 2010-2016 har haft en økonomisk krise, der har bremset private investeringer og sendt grundsalget helt i bund.
Takket være en sund økonomi har vi kunnet investere i en række vigtige anlægsprojekter. Lad mig blot nævne ’Lanternen’ og ny omfartsvej i Løgstør, omfattende renovering efter kloakering i Aalestrup, udbygning og renovering af skolen i Farsø, omfartsvejen i Aars og igangværende renovering af øvrige skoler.
Jeg vil arbejde for, at fokus på den sunde økonomi fastholdes, så vi ikke ender i økonomisk uføre. Kun ved at styre økonomien fornuftigt får vi råd til at fortsætte de udviklingsplaner, som ligger for Ålestrup, Farsø, Løgstør, Aars og Hornum og som er på vej for Ranum og Gedsted.
Planer, som skal gøre Vesthimmerlands Kommune til et endnu bedre sted at bo – uanset hvor man bor i kommunen.
De økonomiske vinde er atter med os, og det er nu, vi skal skabe fundamentet for fremtidens kommune. Den opgave kan ikke overlades til hvem som helst. Hvis du fortsat ønsker en sikker hånd på roret i de kommende år – så stem personligt på undertegnede ved valget den 21. november.
Knud Kristensen
Borgmester, Vesthimmerlands Kommune